At sejle på eventyr med Barolo er ikke at sammenligne med en charterferie eller et krydstogt. Livet ombord på Barolo er et minisamfund hvor man lever tæt sammen, hvilket kræver at alle ombord bidrager til fællesskabet for at få tingene til at fungere optimalt.
Ombord er der en række fælles opgaver som skal løses af besætningen og skipper i fællesskab og som gast ombord er du medansvarlig for at få fællesskabet til at fungere.
Ombord på Barolo er der 6 køjepladser og mulighed for at sove i salon, hvilket vi udnytter under natsejladser.
Som gast ombord får du tildelt din egen køjeplads og stuveplads til dine ejendele. Pladsen ombord er begrænset og det er derfor vigtigt at man lægger sine ting på plads efter brug. Da vi primært sejler i det tropiske område, skal du ikke medbringe en kæmpe garderobe.
Socialt:
Vi lever tæt sammen ombord på Barolo og uanset hvor social anlagt man er vil alle have behov for at trække sig lidt tilbage og få lidt privatliv. Dette foregår bedst i køjen, på fordækket eller ved at gå en tur på land.
Skulle der være noget man ikke er tilfreds med eller uoverensstemmelser, er det vigtigt at man gør opmærksom på dette og vi får luften renset inden det evt. udvikler sig.
Rusmidler:
Alle former for narkotiske stoffer er strengt forbudt, forbuddet gælder både ombord og mens man er i land. Det vil medføre øjeblikkelig afmønstring hvis der indtages eller opbevares narkotiske stoffer. Det kan få meget alvorlige konsekvenser for båd og besætning hvis en narkohund finder de mindste spor af hash eller andre narkotiske stoffer.
Rygepolitik:
Rygning under dæk er ikke tilladt, men hensynsfuld rygning udendørs er tilladt.
Alkoholpolitik:
Alkohol indtages ikke under sejlads. Når vi ligger for anker eller i havn er det hyggeligt med en sundowner for dem der har lyst.
Sygdom og Medicin:
Skipper skal informeres hvis du lider af en sygdom eller har andre kroniske lidelser. Det er også vigtigt at du informere om medicin du indtager, hvor ofte det indtages og hvilke bivirkninger der kan forekomme. Husk evt. medicinkort.
Livet ombord:
Alle ombord deltager i de daglige rutiner som madlavning, opvask, indkøb, oprydning, rengøring samt eventuelle vedligeholdelsesopgaver. Vi forsøger dagligt at holde skibet rent og ryddeligt så det er rart for alle at opholde sig her.
Elektricitet, gas og ferskvand er begrænsede ressourcer, hvilket betyder at man skal tænke over hvordan disse anvendes. Ved brug af ferskvand bør man kun bruge det der er absolut nødvendigt og aldrig lade vandet løbe unødigt. Vi har solpaneler til at lade batterierne men der er grænser for hvor meget energi man kan trække ud af disse, så også her skal tænkes på brug af computer, TV m.m. Vi har LED lys overalt så det begrænser forbruget til belysning.
Det kan lyde lidt besværligt, men er nødvendigt. Det er et spørgsmål om at ændre vaner og man vænner sig hurtigt til de nye rutiner.
Vagtordning:
Under sejlads deltager besætningen i vagtordning, hvor man i vagt perioden har rorvagten. Vagtordning bestemmes af skipper under hensyntagen til besætningens størrelse.
Redningsvest og livline:
Vi bruger altid redningsvest og livline under natsejlads. Desuden anvendes redningsvest og livline under dårligt vejr og efter skippers anvisning.
Vi stiller redningsvest og livline til rådighed, men du er også velkommen til at medbringe din egen vest, det er dog et krav at vesten har harness (øje) for tilslutning af livline.
Forsikring:
Det er et krav at gaster selv er ansvarlig for at tegne rejseforsikring, der dækker sygdom og hjemtransport.
Senest ved påmønstring skal gasten til skipper fremvise en kopi af en gyldig rejseforsikringspolice, der dækker sygdom og hjemtransport.
Ud- og hjemrejse:
Det er dit eget ansvar at arrangere ud- og hjemrejse til og fra de aftalte lokaliteter for på- og afmønstring. Omkostninger til hotelophold og lokal transport til og fra lufthavn el. lign. afholdes af dig selv.
Senest ved påmønstring skal gasten hos skipper fremvise en gyldig returbillet med åben afgang, eller anden for skipper tilfredsstillende rejsehjemmel.