Fredag d. 24 april kl.06:30 smed vi ankeret i Marigot bay på st. Martin,
efter 110 nm sejlads fra Norman Island på BVI.
Det var en rigtig bang bang sejlads hvor vi fik banket godt i søen, vi
havde nemlig mellem 7-13 ms modvind hele vejen. Vi motor sejlede med
rebet stor sejl hele vejen.
Vi må nu erkende at vi i løbet af de næste 14 dage må sige farvel til
Carribien for denne gang ….snøft, snøft.


Vi er her på St. Martin for at bunkre proviant og diesel og forventer at
sejle herfra indenfor 14 dage. Vi ligger 20-30 skandinaviske både her
som alle sejler mod azorerne inden for de næste uger. Der arbjedes på at
lave en fælles net opdatering af vores positioner, således at vi alle
kan følges på goolge earth, men mere om det senere.


De næste dage står den på indkøb og service på motoren, hvorefter vi er
ved at være klar til den store tur mod Europa.


Log data:


Trip log: 110.32 nm
GPS tur ialt: 7140 nm
Motor: 929.4 t

Weekenden har vi tilbragt på St. John. Hvor vi fredag lå for moring bøje
først i cannel Bay også i Hawknes bay på den nordøstlige side af St.
John. Det meste af st. John er natur reservat, hvor det er forbudt at
ankre. Men der er udlagt masser at moring bøjer, som man kan benytte.
Der står det koster 15 USD at benytte dem, men vi har aldrig fået besøg
af nogen der ville have penge.


I løbet af natten kom der noget swell fra nord, så vi rullede lidt da vi
stod op morgenen. Derfor valgt vi at sejle til Francis Bay, 20 min
sejlads mod vest. Francis bay har en super dejlig sandsstrand, som de
fleste af bugter på St. John.


Vi tog dinghyen ind på strand og spadserede en god tur til ruinerne af
den tidligere danske sukker plantage “Anna berg”. Det var spændende at
se hvordan man udvant sukker dengang. Dels var der en sukker mølle
trukket af heste og en vindmølle til at kværne sukkerrørerne. Alt det
menneskelige arbjede blev udført af slaver, styret at danskere. Det var
mærkligt at tænke på at vi civilicerede danskere også har haft slaver
engang.
På st. John er der en del ruiner af gamle danske plantage ejendomme.


Mandag formiddag checked vi udfra US Virgin, for at sejle til BVI hvor
vi hade aftalt at mødes med Amor fati.

De sidste par dage har vi brugt på sightseeing og shopping i Charlotte Amalie på St. Thomas. Charlotte Amalie er hoved staden på de dansk vestindiske øer (US Virgin Islands). Navnet kommer i øvrigt fra en dansk dronning.

Selv om Charlotte Amalie er en turist by med flere millioner årlige besøgene fra de mange krydstogtskibe der anløber hver dag, så har det været spændende at spadsere rundt i byen, hvor de fleste gade navne er danske (Se billeder). Det ses tydeligt at de gamle huse fra kollonni tiden er danske. De er  bygget af danske mursten, der blev fragtet herover som ballast i de mange fragtskibe der anløb fra Danmark.

Når man går rundt herovre føler man sig særlig velkomne, specielt når folk hører at vi kommer fra Danmark. Vi havde hørt at US Customs kunne været ret skrappe, men de har indtil nu været de venligste toldere vi har mødt, det var ligefrem svært at komme ud fra kontoret, fordi de blev ved med at snakke.

Man kan godt ærgre sig over at den danske regering og befolkning i 1917, valgte at sælge de dansk vestindiske øer til USA, endda for små 25 millioner USD. Det var jo faktisk den danske befolkning der valgte at sælge, da salget af øerne var i folkeafstemning. Den første folkeafstemning i Danmark hvor kvinder havde ret til at stemme. Nogen siger at det får man ud af at kvinderne fik stemmeret !

Amerikanerne her spøger da også med at vi kan købe øerene tilbage, men for en noget anden pris…

De næste dage vil vi være på St. John (St. Jan) hvorefter turen enten går til St. Martin eller måske til St. Croix.

Vi har i morgen (16-04-2009) været på BVI i 30 dage, der er det tidrum
som man får lov til at opholde sig på BVI. Vi havde ikke lyst til at
sejle her fra endnu, men vi havde heller ikke lyst til at betale de 200
USD det koster at få en forlængelse af vores ophold på BVI.

Vi kunne vælge at sejle tilbage til St. Martin og vente der i 3 uger
inden vi sejler mod europa igen, vi kunne også forsøge at komme til US
Virgin Islands !!!

Igår mødte vi så en dansker i Road Harbour, han var kommet til at sejle
til St. Thomas uden Visum, hvilket ikke var smart, da de ikke ville
lukke ham ind. Men US Customs and Immigration på St. Thomas fortalte ham
at han skulle sejle til Tortola og så tage færgen over til St. Thomas
hvor han så fik en VISA Vaiver (grønt kort) af færge selskabet, som han
skulle udfylde og aflevere når han ankom med færgen til St. Thomas. Når
så US Customs og Immigration havde checket ham ind, kun han tage færgen
tilbage også sejle til St. Thomas i hans egen båd efterfølgende.

Der er ikke langt fra tanke til handling på Barolo, så i formiddags tog
vi færgen fra Road Town, Tortola til Charlotte Amalia, St. Thomas.
Det kostede 245 USD incl. tax for en retur billet for alle 5. Vi fik den
grønne VISA Vaiver, som vi udfyldte en for hver person.
Da vi ankom til Charlotte Amalia blev alle der ikke havde US pas kaldt
frem en efter en. Da det blev vores tur, gik vi alle til skranken hvor
den flinke tolder klarede indcheckningen smerte frit Helle, Henriette og
jeg fik scannet finger aftryk og blev fotograferet, hvorefter
formaliteterne var overstået. Heine og Heidi var dog lidt skuffede over
at det var for unge til at få scannet finger aftryk.
Jeg forklarede tolderen at vi var kommet hertil for at få den grønne
Visa Vaiver, for derefter at tage færge tilbage til Tortola også sejle
hertil i vores egen båd. Han kunne bekræfte at det var helt OK og vi nu
var velkomne til US Virgin Islands også i vores egen båd.
Derefter var din ind i færgen igen hvorefter det gik retur til Tortola.
Vi tog med færgen kl 09:45 og var tilbage i Road Town kl 14:00.

Vi checkede ud på BVI med det samme. hvorefter vi straks satte kursen
mod Charlotte Amalie. Vi valgte dog at ankre for natten ca. 10 nm før
Charlotte Amalie, i bugten Caneel Bay, på St. John.
Da vi havde ankret op, opfagede vi at den norske armada også lå her,
Tempest, Las Primas, Rattata og Saga Tipa.
I morgen sejler vi så til Charlotte Amalie for at checke ind endnu
engang, men denne gang fra egen båd.

Ovenstående procedure for at komme til US Virgin i egen båd er fuldt
lovligt og er billigere og nemmere end at få visum hjemme fra. I
hvertfald hvis man kommer fra Jylland. Pris i dk: Visum 600 dkk/person +
rejse til københavn, Her 1400 dkk for 5 personer.

Visumet er begrænset til 3 måneder, men hvis det alligevel kun er US
Virgin man vil besøge, så rækker det fint.
Både US Embassy og langturssejlerne FTLF har fortalt os at det ikke
kunne lade sig gøre på den måde som beskrevet ovenfor, men det kan det
alså.

Vi havde lovet pigerne at vi skulle på at par dykker ture når vi kom til BVI, men i stedet for ville de hellere bruge tiden på at opgradere deres PADI Scuba diver til en PADI Open Water certificering.

Open Water Certificeringen gør at de nu må dykke sammen med andre Open Water dykkere, uden at der behøver at være en instruktør med. Hvilket betyder at vi nu kan dykke fra vores egen båd, hvis vi har lyst.

Pigerene blev meldt til kurset sammen med Sivert fra Yr. Inden de startede på kurset brugte vi et par dage på dykker teori og brugen af dykker tabeller. Firmaet vi havde booket kurset ved havde forskellige afdelinger, hvilket passede os fint. Så behøvede vi ikke at være det samme sted i flere dage. Noget af kurset blev gennemført fra Cooper Island og noget fra Norman Island.

Lørdag d. 11-04-2009 var det oppe til teoretisk eksamen, hvilet de klarede flot alle sammen, også selv om opgaverne var på engelsk.
Derefter var det tid til praktisk prøve i beskyttet farvand, hvilket alle også klarede.

Vi overnattede i en lille bugt på Peter Island der hedder ”little Harbour”, her var bare super dejligt og helt stille. Vi smed ankeret og havde liner i land, hvilket betød at vi kunne trække os side om side med Yr. Det syntes specielt ungerne var sjovt. Heidi og Sivert øvede sig i at fridykke i bugten og de har nu ingen problemer med at snorkle ned på 13 m. dybde.

Søndag d. 12-04-2009 sejlede vi igen mod Cooper Island, hvor vi skulle dykke fra Mandag morgen.

På vejen gjorde vi holdt ved vraget af Rhone hvor vi snorklede. Det syntes alle var helt fantastisk, vi mødte da også et par kæmpe Baracudaer, der udløste lidt skrig fra Yr’s og Barolo’s piger.

Men vi er efterhånden ved at have lært at de ikke gør os noget, også selv om de er meget store og ser frygtindgydende ud.

Mandag d. 13-04-2009 var det så tid til praktisk prøve i åbent farvand. Jeg (hans) tog med på dykkene, så jeg kunne tage lidt billeder af pigerne.

Vi blev hentet af dykkerbåden på Cooper Island kl. 08:30. Det første dyk var på Blond Rock, der ligger tæt på hvor Rhone forliste.

Pigerne riggede selv deres udstyr til og foretog alle sikkerhed tjek som foreskrevet, hvorefter det var i vandet. Da vi skulle dykke ned viste det sig at Henriette ikke kunne trykudligne hendes ører ordenligt så hu n kom ikke længere ned end 5 m. Alle tricks blev afprøvet men instruktøren måtte til sidst sende en græde færdig Henriette op i båden. Heidi og Sivert måtte så igennem prøverne uden Henriette.

Da dykket var færdigt sejlede dykkerbåden til Dead mans chest, hvor vi skulle fortage et dyk på noget der hedder Painted Walls. I mellem tiden var det lykkedes Henriette at lidt mere ”hul” igennem til ørene, og jeg overtalte en af instuktørerne til at lave endnu et forsøg med Henriette.

Denne gang lykkedes det at komme igennem prøverne.

Derefter var det tid til andet dyk, som de alle klarede uden problemer.

Jeg valgte at tage med en anden dykker gruppe på andet dyk, men dykker instruktøren farede vild under dykket så vi nåede ikke det vi forventede at se. Men vi så dog en skilpadde og en rev haj.

Så blev det endelig fredag og skipper skulle på vrag dyk for første gang, og var selvfølgelig spændt. Dels var det første gang at jeg skulle dykke på et vrag og desuden det dybeste dyk indtil nu.

Lidt om RMS Rhone:

Royal Mail Ship Rhone blev bygget i 1865 på Millwall Iron Works i Southamton og var et at de første stålskibe der både havde sejl og dampmaskine. RMS Rhone var 310 ft (94 m) lang og  40 ft (12 m) bred og var udstyret med 2 master. Skibet var det ene af de 2 skibe der var kategoriseret som ”synke fri” af British Royal navy, det andet skib var Titanic. Efter sit første togt til Brasilien hvor RMS Rhone klarede flere hårde storme, blev hun sat i rute mellem UK og vest indien.

RMS Rhone var en klar favorit blandt rejsende, grundet hendes høje rejse fart på 14 kn. Der var plads til 253 første klasse,  30 anden klasse og 30 tredje klasse passagerer.

RMS Rhones forlis:

Den 19 oktober 1867 var RMS Rhone ankret op langskibs med RMS Conway i Great Harbour på Peter Island, for at bunkre kul. Den oprindelig kulstation var flyttet fra den danske st. Thomas til Peter Island p.g.a. Gul feber på St. Thomas.

Kaptajn Robert F. Wooley var en smule bekymret for den faldende barometer stand og de mørke skyer der trak ind over skibet, men da det var oktober og orkan sæsonen burde være overstået blev skibet liggende i Great Harbour. Halvdelen af stormen passerede begge skibe uden nævneværdige skader, men kaptajnerne på begge skibe var bekymret for skibene når stormen vendte tilbage fra den modsatte retning efter at stormens øje havde placeret dem. Det ville nemlig kaste skibene på land i bugten på Peter Island. Derfor besluttede de at flytte alle passagerer fra Convay til den synke fri Rhone. Conway sejlede derefter mod læ i Road Harbour, Tortola ca. 6 nm på fra Peter Island og Rhone besluttede sig for at søg ud på åbnet hav. Som det var praksis dengang blev alle passagerer bundet fast til deres køjer, for at skåne dem mod skader i den hårde sø.

 Conway kom afsted før Rhone, men blev ramt af det sidste af stormen og blev kastet på land på den sydlige del af Tortola og alle ombord blev dræbt.

I mellem tiden kæmpede the Rhone med at få sit enorme anker op, men det viste sig umuligt da kæden var fanget mellem nogle klipper. Kaptajnen gav til sidst ordre til at kappe kæden, for så at komme tilbage senere og samle ankeret op. Ankeret ligger i dag stadig på bunden af Great harbour på Peter Island.

Rhone satte nu kurs mod åbent hav og kaptajnen satte kurs ud mellem Salt Island og Death man Island. En sikker rute hvor han kom godt fri af Blond Rock der er et undervandsskær mellem øerne.

Netop som Rhone er ved at passere Black Rock Point på Salt Island (230 m fra sikkerheden på åbent hav), bliver Rhone ramt af Orkanen (kat. 5) der nu kommer fra den modsatte side. Dette kaster Rhone ind på Black Rock Point hvor skibet bliver delt i to og damp kedlerne eksplodere og flår den agterste del af skibet i stykker. Kun 23 af de 146 mennesker ombord overlever forliset.

 Tilbage til dykket på Rhone.

Kl. ca 8:30 ankom dykkerbåden fra Sail Carribien Divers til Dead man bay, og Heidi sørgede for at levere mig ved dykkerbåden, så vi var fri for at få den op på siden af Barolo.

Vi sejlede straks de få sømil ud til vraget af Rhone hvor dykkerlederen instruerede os om det første dyk, der var på stævnen af Rhone, der er den dybeste del.

Derefter var det i vandet, og direkte ned til stævnen. Vi dykkede rundt om vraget og afsluttede med at svømme ind gennem det. Største dybde var 79 fod (26 m), dykkertid 29 min.

Efter første dyk flyttede dykker båden til en bøje ved hækken af Rhone. Vi skulle være på overfladen 1:15 inden vi kunne fortage næste dyk, i mellem tiden blev der serveret forfriskninger.

Dykker lederen gennemgik dykket på den bageste del af Rhone. Den bageste del af Rhone er noget mere medtaget en den forreste del, da de eksploderede dampkedler befandt sig bagest i skibet.

Men det var stadigt utroligt spændende. Vi startede med at se en del af kabyssen hvor der stadig er klinker på gulvet. Vi kom også forbi, de man siger er kaptajnens sølvske, en ske der sider fast på vraget. Derefter var turen kommet til ”lucky porthole” der er et messing koøje, hvor alle dykkere svømmere forbi og ønsker noget mens man gnider fingerne på messing koøjet. Derfor er det også helt blankt.

Nu kom vi til gearkassen og skrue akslen, hvor vi svømmede gennem vraget fra hullet i skruen til en udgang længere henne i skroget. Derefter var dykket slut.

Største dybde 66 ft (22 m), 40 min.

Et fantastisk dyk, der kun kan anbefales.

Det meste af torsdag d. 9-4-2009 tilbragte vi på Cooper Island med at gennegå teori til Open Water dykning. Sidst på dagen sejlede til pirat bugten Dead Man bay på Peter Island. Lige udfor bugten ligger den lille Ø Dead Man Chest, begge kendt fra Pirates of Caribien. Da ankeret var smidt følte vi os lidt som sørøvere.

Grunden til at vi var sejlet hertil var bl.a. at jeg skulle samles op her af dykker båden næste morgen, når jeg skulle på vrag dyk på Rhone.

Da vi ankrede op et stykke foran en anden båd bad jeg Heidi checke, hvor langt deres anker lå bag os så vi var sikre på at vi ikke skulle flytte båden hvis de skulle sejle vidre tidligt næste morgen. Heidi nåede kun lige at få maske og snorkel under vandet, inden hun fløj op af bade stien, og råbte at der var en kæmpe Baracuda under båden. Efter at have sundet sig lidt mente hun at det nok ikke var en Baracuda men en haj. Vi tænkte ja, ja..

Undermadlavning skar Helle osteskorper af og gik op for at smide dem i vandet. Da hun smed dem i vandet blev de straks spist af en sulten haj. Helle kaldt på os alle og der gik hurtigt sport i at fodre den mad alt havd vi kunne undvære. Men solen var gået ned, så det blev desværre mørkt alt for hurtigt. Hajen var godt 1 m lang og havde et meget blåligt skær.

Ved hjælp af vores bøger fandt vi frem til at det måtte være en lille Mako haj.

Onsdag d. 8-4-2009 var det Heidi’s tur til at fejre fødselsdag. Det blev fejret med morgen vækning kl. 7:30 hvor Barolos besætning sang fødselsdagsang for Heidi. Der blev tradition tro overrakt gaver på sengen, hvorefter det var tid til morgen maden.

Vi var dagen før sejlet fra White bay på Just Van Dyke til Road harbour på Tortola, for at handle ind. Vi har flere gange handlet i  Road Harbour, men denne gang lykkedes det os at finde 2 kæmpe supermarkeder, hvor man næsten kunne købe alt det man kan købe i et europæisk supermarked.

Derfor gik formiddagen med stor indkøb, hvorefter vi sejlede til Cooper Island for at fejre dagen med Heidi. Cooper Island ligger godt 5 nm fra Road Harbour, så det var en hurtig lille smut tur.

Vi måtte igen ligge for moring på Cooper Island (det skal nødigt blive en vane), da det var umuligt at ankre p.g.a. moringer er strøet udover hele bugten.

Der blev bagt kage til den store guldmedalje hvorefter vi alle var på snorkle tur. I dykker shoppen på Cooper  Island fik vi bestilt opgradering fra Scupa Diver til Open Water diver for både Heidi og Henriette. Det starter de med lørdag morgen på Norman Island. Hans bookede et dobbelt dyk på vraget af The Rhone, til fredag morgen.

Sidst på dagen kom besætningen fra Yr over til fødselsdags kaffe, hvor der blev hygget til solnedgang.

Aftensmaden var bestemt af Heidi, og bestod i kæmpe engelske bøffer med bernaise og champignon, Uhhhmmmm.

De sidste dage har vi sejlet vest om Tortola med stop på forskellige
små øer.
Den 31-03-2009 sejlede vi fra Virgin Gorda vest om Tortola, vores første
destination var Marina Cay. Guide bogen siger at det både er muligt at
ligge for moring og at ankre der. Da vi kommer frem viser det sig at der
er strøet moring bøjer udover helle Marina Cay så det er umuligt at
ankre. Dette er en tendens som bliver mere og mere udbredts på BVI.

På Barolo giver vi kun nødtvungen 25 USD for at ligge ved moring,
hvorfor betale for at ligge for moring når man har et anker der holder
mindst lige så godt ?. Derfor sejlede vi over i Trellis may, blot få
hundrede meter derfra. Men her var der også moringer overalt.

Vi satte nu kurs mod Lee Bay ved Great Camanoe Island. Der er ca 15 min
sejlads fra Trellis bay til Lee bay. Så der er korte afstande mellem
ankerpladserne. Da vi ankom til Lee Bay var der kun et par fiskere, så
ankeret blev hurtigt sat. I løbet af dagen ankom Yr og et par
amerikanske både. Lee Bay var ganske rolig og der er godt at snorkle.
Om aftenen var børnene fra Yr og Barolo igen på stranden og lave bål.
Denne gang blev der lavet pandekager til den store guldmedalje. Helle og
jeg sejlede ind til dem da det var blevet mørkt og det så virkelig ud
til at de hyggede sig.

Den 1. april sejlede vi til White bay på Cuana Island. Dvs. at vi først
gjorde holdt på en day moring lige før White bay, for at snorkle. Men
vandet var ret uklart, så vi sejlede hurtigt vidre til White bay (5 min
sejlads).
Vi kastede anker udfor den langstrakte hvide sandstrand som bugten har
fået navn efter. Bunden er hård sten, så ankeret satte sig godt bag en
sten. Derefter var det ind og se på stranden. Det var en "rigtig"
caribisk strand med palmer der hang ud over stranden. Guana Island er en
privat Ø, så man har kun lov til at opholde sig på stranden.
Næste morgen (02-04-2009) var vi inde på stranden, hvor børnene fra Yr
og Barolo skulle have brændt noget krudt af. Der blev dystet i en masse
forskellig konkurencer i et par timer, hvor efter det var tid at komme
videre.

Kursen blev sat mod Sopers Hole på sydvest siden af Tortola. Her
bunkrede vi vand og købte ind. Vi besluttede at blive i "Sopers hole"
natten over. Sopers Hole er ikke noget specielt, kun en marina uden
megen charme. Det er umuligt at ankre der da der er moringer overalt,
så denne gang måtte vi punge ud med 25 USD for at overnatte.

Næste morgen (03-04-2009) sejlede vi til Little Just Van Dyke, der ligger
lige nord for selve Just Van Dyke. Her lå vi for anker i Manchineel Bay,
hvorfra vi kunne tage dinghyen over til Sandy spit, der er en lille sand
ø hvor bølgern bryder omkring fra alle sider. En rigtig caribisk perle.

Næste morgen (04-04-2009) sejlede vi til White bay på Just Van Dyke.
White bay er berømt for sine fine hvide sand strand og for Soggy dollar
bar. Soggy Dollar bar er berømt for sin "Pain killer" drink og er den
bar der "opfandt" den originale caribiske Pain killer.

Da Helle jo havde fødselsdag den kommende dage, blev Helle og jeg
forvist fra båden, da børnene skulle sysle med noget hemmeligt.
Vi tog dinghyen ind på stranden. Soggy Dollar bar lå ret for så vi måtte
jo smage en Pain killer. Vi kunne godt mærke en vis smertestillende
effekt, men der skal vist et par stykker til for at man er helt
smertefri.
Navnet Soggy dollar bar kommer af at mange gæster svømmer ind til baren,
og derved betaler med våde dollar sedler. Det våde dollar sedler bliver
hængt til tørre i baren når man har betalt.
Senere på dagen ankom Yr også til White bay, hvor Soggy dollar bar endnu
engang blev besøgt, mens børnene købte gave til Helle.

Den 30 marts sejlede vi ud af Gorda Sound og lagde os for anker bag ved
revet ved Eustasia Iasland lige nord for Gorda Sound.
Henriette og jeg var hurtigt i vandet for at snorkle ved et rev 100 m
foran Barolo. Revet var fantastisk flot og jeg så en stor rokke som jeg
ville dykke ned for at fotografere. Straks efter jeg er dykket ned mod
rokken hører jeg Henriette skrige i vandet bag mig.
Jeg vender mig om og ser en enorm og uhyggelig grim Baracuda svømme
efter mig. Jeg vender straks om og går til overfladen og svømmer mod
Henriette. Jeg siger til Henriette at hun skal ligge helt stille i
vandet helt op af mig.
I mens kan jeg se at Baracudaen er stoppet nogle meter fra os. Jeg
famler efter kameraet for at tage et billede af den og da jeg peger
kameraet mod Barcudaen gør den udfald mod os. Jeg tænker hurtigt på hvad
det er der får den til at reagere mod os, og bliver enige med mig selv
om at det må være glimtene fra kameraet det måske gør den interesseret
i os. Jeg stopper hurtigt kameraet ned i badebukserne og ligger helt
stille i vandet, med Henriette helt op af min ryk.
Imens glider Baracudaen stille forbi os alt alt for tæt på, efter vores
mening. Den passere os ganske langsomt på under en meters afstand, hvor
vi tydeligt kan se den i øjnene og se dens store tænder.
Langsomt svømmer den væk fra os, mens vi langsomt begynder at svømme
væk, i retning mod Barolo.
Mens vi svømmer mod Barolo ser vi hele tiden rundt om os og da vi er
25-30 m. fra Barolo glider den pludselig op på siden af os, i en afstand
på ca. 3 m. Samtidigt er Heidi, Heine og Helle hoppet i vandet og
svømmer over mod os. Vi råber til dem om at svømme tilbage og komme op i
båden hurtigst muligt. Baracudaen ændre nu retning over mod Barolo og vi
svømmer hurtigt mod badsestien, hvor de andre netop er kravlet op.
Mens Henriette kravler op ser jeg Barcudaen svømme langs kølen på
Barolo, hvorefter jeg kravler op af badestigen i en hvis fart.


Vel oppe i båden ser vi Baracudaen kredse rundt ved Barolo. Børnene fra
Yr kommer over i deres dinghy for at se hvad der foregår, og de gyser
også ved synet af den store Baracuda.
Barcudaen bliver ved Barolo indtil det bliver mørkt, og der var ikke
rigtigt nogen af os der havde lyst til at bade med den.


Vi har set en del Barcudaer også nogle store nogle, men ingen af dem
kunne dog måle sig med monstret der nu var flyttet ind under Barolo.
Og ingen af de andre Baracudaer havde vist særlig interresse for os.
Men måske mener den her at vi var trænkt ind på dens domæne, hvem ved.
Næste morgen så vi den ikke, men lysten til at spinge i vandet for at se
efter den var begrænset.


I dag d. 31 Marts er vi sejlet til Lee Bay på Great Camanoe, en smut tur
på små 10 nm. Har har vi endnu ikke set nogle Barcudaer…